Legeplads i Engaresero

Legeplads i Engaresero

Legeplads i Engaresero

I 2015 havde foreningen den store glæde, at en sponsor var villig til at sponsere et pænt beløb til et projekt i Tanzania. Vores opgave bestod i at udtænke et projekt, som vi syntes kunne være en god ide. Ideerne var mange, og vi blev enige om et par projekter, som blev fremlagt for sponsor.

Under mødet kom det frem, at sponsor skulle på en familieferie – 9 personer i alt – Sydafrika var på dagsordenen, men de var ikke helt afklarede endnu. Har I været i Tanzania? Nej det havde de ikke, men det var måske en god ide. Aftalen blev, at Bo skulle arrangere en rejse til de bedste steder i Tanzania, og selvfølgelig til Engaresero, Lake Natron, så de ved selvsyn kunne se, hvad vi snakkede om.

Så i februar 2016 drog hele familien af sted, og det var arrangeret således, at deres besøg ved Lake Natron faldt sammen med foreningens besøg. Det blev en kæmpe oplevelse for hele familien og os med. Sponsor bestemte sig efter hjemkomsten ret hurtigt for, hvordan de kunne hjælpe børn og unge i Engaresero.

Der blev aftalt at arbejde videre på to projekter en legeplads ved det vi kalder børnehaven samt en sportsplads ved den lokale ”folkeskole”.

Foreningen fik travlt med at indhente tilladelser samt undersøge mulighederne for de to projektidéer. Det stod hurtigt klart, at projektet med at etablere en legeplads ved børnehaven var der, hvor vi hurtigst kunne få alle ender til at mødes.

Triple seesaw_2

Kommunen og børnehavens bestyrelse blev kontaktet for at høre, om de var villige til at lægge et stykke jord ud til legeplads. Det gik glat igennem, og så fik Bo travlt med at indhente tilbud på dette og hint. Det er ikke nemt at sidde i Danmark og klare alt det uden hjælp, men eftersom Bo har et stort og loyalt netværk i Tanzania, der gerne træder til med hjælp, lykkedes det at få tilbud på diverse klatre- og gyngestativer, vipper og andet godt.

Bird nets swing

En sådan legeplads kan ikke stå til fri afbenyttelse, da der inden længe ikke vil være noget tilbage. Hele herligheden skal hegnes ind, hegn bestilles og arbejdskraft findes, tilligemed at alle materialer skal fragtes de 240 km fra Arusha til Engaresero.

Lige før jul 2016 havde vi alt på plads og sponsor accepterede oplægget. I skrivende stund er arbejdet i fuld gang, så vi glæder os til ved selvsyn at se, hvad det er blevet til, når vi i februar igen drager til Tanzania og ikke mindst Engaresero. Hjemme igen, håber vi på, at kunne vise billeder af en færdig legeplads til gavn for landsbyens børn.

birgit_2