Besøg hos Sumuni

Besøg hos Sumuni

Besøg hos Sumuni

Vi har i slutningen af oktober mdr., skrevet på vores facebook side om giftemålet mellem masaaipigen Sumuni og moranen Lomelock.

Sumuni, som Bo i 2011 var med til at fjerne fra sin alkoholiserede far, og sætte i pleje hos Elias og Sinyati har nu været gift i 2 år og fået yderligere en datter. Efter brylluppet flyttede hun ind i sin svigermors boma langt fra Engaresero, og har i de 2 år været uden kontakt med sin plejefamilie og venner.

IMG_0328_1

Når en maasaipige gifter sig, er det skik og brug at hun flytter til sin mands mors boma, hvor de flytter ind i hans mors hus. Her skal de bo indtil pigen, med hjælp fra andre kvinder, får bygget sit eget hus af pinde og kokasser. Ligeledes må hun ikke have kontakt med sin egen familie og venner de første 2 år.

 

IMG_1378

Da vi tog på vores årlige tur til Tanzania slut januar, havde vi besluttet, at nu var tiden inde til at besøge Sumuni. Hun var flyttet op på højsletten 30 km fra Engaresero, hvis altså man var på gåben, men i bil skulle vi uden om bjerget. Vi kørte først de 120 km til Malambo af en mildt sagt dårlig vej, og fra Malambo fortsatte vi mod Oldurway Gorge mellem Ngorongoro og Serengeti. Lige efter vi var kørt over en udtørret flod stod en maasai ved siden af vejen. Det var vores ”guide” til at finde bomaen. Han var om morgene gået over højsletten ca. 30 km for at vente på os og vise os vej til Bomaen. Så vi drejede fra hjulsporet og kørte indover over højsletten, hvor det nu kunne lade sig gøre at køre. Men sikke en slette. Den ligger på et plateau mellem Serengeti og Ngorongoro krateret, og var utrolig smuk med gnuer, zebraer, impalaer, giraffer, strudser m.m. græssende overalt så langt øjet rakte. Et fantastisk syn.

Vi havde Sumunis plejeforældre Elias og Sinyati, 3 af deres børn samt Sumunis mand Lomelock med i bilen. Efter en rum tid, fik vi øje på bomaen, som bestod af 2 hytter med indhegning til kvæg imellem sig, og hele herligheden omkranset af et tjørnehegn. Sumuni, havde i anledningen af vores besøg, fået lov til at forlade sin hytte, som hun iflg. maasaitradition skal forblive i 3 mdr. efter at hun har født, og hun havde født for ganske nylig. Stor var gensynsglæden med knus og kram. De store følelser fik frit løb, og der var ikke et øje tørt – meget bevægende. Vi kvinder smuttede derefter ind i Sumunis hytte for at beundre den lille ny, som stadig var i hytten. Det er en meget smal åbning, der fører ind til en slags sluse, der munder ud i et større rum, som dog er ganske lille. Der er et bålsted midt på gulvet og ganske lavt til loftet, hvorved der bliver kvælende varmt. Tilligemed kan man ikke se en hånd frem for sig, så stavlygterne måtte i gang. Vi fik beundret den lille ny og et indblik i hyttens indretning, men inden længe var vi 2 piger fra det kolde nord nødt til at kravle ud igen, og lade de andre kvinder om at udveksle nyheder. Vi blev til gengæld budt på the af svigermor og budt indenfor i hendes hytte også.

 

IMG_1383 (2)

Tilværelsen er ikke længere helt så let for Sumuni som før. Hun skal gå 45 min. efter vand, hvis der er noget vand, når hun kommer frem og 45 min. tilbage. Dog har hun et æsel til at bære vandet. Hun har 3 timers vandring til nærmeste indkøbssted og transportmiddel og 3 timer tilbage igen. Noget hun før havde lige om hjørnet. Hun er dog rigtig glad for sin mand, og hendes datter på nu 3 år ser ud til at stortrives, da der er et par jævnaldrende børn i bomaen. Det er et kosteligt syn at se dem spæne ud over sletten for at drive gederne hjem, hvad der er deres job.

 

IMG_1405 IMG_1404 (2)

Der var ingen mænd at se, men efter en rum tid, blev vi kaldt uden for bomaen, og fik bud på at sætte os under et stort træ. Der var hverken bord eller stol, men omvendte plasticspande kan også bruges. Nu kom en flok mænd nede fra en lund længere borte, hvor de havde grillet en ged. En pind blev stukket i jorden foran os, og et gedelår blev spiddet derpå. Derfra blev der skåret lunser af kød ud, som blev rakt til os, efterhånden som vi fik tygget af munden – hvor svært kan det være. Iflg. maasaikulturen er det kun mændene, der må have med kød at gøre, og de spiser adskilt fra kvinderne, os dog undtaget.

 

IMG_1415 (2) IMG_1411 (2)

Det var efterhånden blevet midt på eftermiddagen og tid til at sige farvel, hvis vi skulle nå hjem inden det blev mørkt. Igen kom Sumuni ud for at tage afsked med os. Igen lod vi tårerne flyde, indtil Elias vinkede os væk, da det kun var at trække pinen i langdrag. Da vi var kommet i bilen og kørte væk, var det dog en glad og smilende Sumuni, der vinkede til os.

Et besøg, der til evig tid vil stå printet i vores hukommelse.

Birgit Mønster

Birgit